Høringssvar
Her kan du læse bestyrelsens høringssvar
Høringssvar
Skolebestyrelsen på Virum Skole har behandlet forslaget om modeller for nedlæggelse af tidlig SFO-start, jf. Modeller_for_nedlæggelse_af_tidlig_SFO-start_-_før_høring_(Beslutning). [Modeller_f...eslutning) | PDF]
Overordnet stillingtagen
Skolebestyrelsen er overordnet enig i, at tidlig SFO-start nedlægges, idet vi anerkender de pædagogiske, organisatoriske og kapacitetsmæssige hensyn, som forvaltningen har fremhævet i materialet.
Finansiering – væsentlig bekymring
Skolebestyrelsen er derimod uenig i den foreslåede finansiering, hvor en væsentlig del tilvejebringes via skolernes egne midler til SFO og klub, samt fra den pulje, der netop var afsat til at styrke skolernes arbejde med trivsel.
Skolernes økonomi er allerede under et betydeligt og vedvarende pres, og de varslede yderligere besparelser – ikke mindst som følge af merforbrug på det specialiserede område – rammer uforholdsmæssigt hårdt på skolerne. Denne udvikling reducerer i forvejen skolernes handle- og udviklingsrum markant.
På baggrund af forvaltningens opgørelser fremgår det, at Virum Skole potentielt skal finansiere ca. 1 mio. kr. som følge af nedlæggelsen af tidlig SFO-start.
Disse midler vil nødvendigvis skulle findes gennem yderligere besparelser, som vil få direkte store negative konsekvenser for:
- Børnenes start på skolelivet, herunder den rolige start på skolelivet og det, at lære at gå skole i trygge og rolige rammer
- Det vigtige overgangsarbejde fra børnehave til skole
- Børnenes trivsel
- Personaleressourcer
- Kvaliteten i SFO- og klubområdet
Indførelsen af tidlig SFO-start var reelt en spareøvelse. Derfor mener vi ikke, at det kan være rigtigt, at dette igen skal være en spareøvelse for bl.a. Virum Skole.
Set i lyset af de allerede kendte besparelser finder skolebestyrelsen dette uhensigtsmæssigt og ikke bæredygtigt, og vi vil derfor kraftigt fraråde, at finansieringen sker via skolernes eksisterende SFO- og klubrammer.
Med ovenstående forbehold kan skolebestyrelsen støtte en implementering fra skoleåret 2027/2028, forudsat at der sikres en naturlig og pædagogisk hensigtsmæssig overgang. I den forbindelse anbefaler vi, at skæringsdatoen fastsættes til 1. august for at støtte op omkring børnenes trivsel.
Overgangsarbejdet
Virum Skoles bestyrelse er forundret over, at kommunens arbejdsgruppe for den gode overgang fra daginstitution til børnehave ikke ses til at have været inddraget. Det undrer, at arbejdsgruppen ikke ses til at være blevet spurgt om, hvor mange ekstra ressourcer de tænker overgangsarbejdet vil kræve, herunder fx besøg fra skolerne ud på daginstitutioner. I stedet for henvises der til et notat fra Gladsaxe Kommune.
Virum Skoles bestyrelse gør i den forbindelse opmærksom på, at det er urealistisk at forholde sig til arbejdet i en anden kommune, når finansieringen af arbejdet ikke er den samme. Gladsaxe Kommune har ved sit budget nemlig afsat ekstra ressourcer til sfo- og klubområdet, svarende til en opnormering med to pædagogstillinger per skole fra 2027 og frem.
Afsluttende bemærkning
Skolebestyrelsen ønsker at understrege, at vores bemærkninger ikke er et udtryk for modstand mod den overordnede politiske retning, men for et klart ønske om:
- økonomisk ansvarlighed,
- realistisk implementering med inddragelse af kommunens egne arbejds- og faggrupper, og
- beskyttelse af kvaliteten i skolens kerneopgave, herunder børnenes trivsel og gode start på skolelivet.
Vi ser frem til, at disse forhold indgår i den videre politiske behandling af sagen.
Fælles høringssvar vedrørende Budget 2025-28
Det er længe siden at et budgetforslag har indeholdt så få punkter under skoleområdet - det vil vi gerne kvittere for. Vi har i en del år haft som slogan, at vi ikke kan spare os til et ambitiøst skolesystem, men at vi er nødt til at investere i et bedre skolesystem, som kan håndtere de udfordringer vi står over for - stigninger i specialområdet og en faldefærdig bygningsmasse.
Skolerådet bemærker, at der fortsat ikke er afsat nok midler til renovering eller modernisering af skolerne. Vi mener, der er behov for en ekstraordinær indsats på flere af kommunens skoler fra 1950'erne og 1960'erne - fx renovering af tage, toiletter, legepladser og faglokaler.
Et fælles skolevæsen med høj trivsel
Skolerådet bakker op om ambitionen om gode faglige resultater samtidig med, at trivslen øges. Vi ser frem til at deltage i samarbejdet i det nye forum ”Trivsel i et ambitiøst skolevæsen”.
Fremrykning af vedligeholdelse af cykelstier mm.
Skolerådet vil råde til at der ses på den udmærkede analyse af skolevejene i kommunen, som blev udarbejdet i 2017, inddrages, når der laves konkrete planer for anvendelsen af midlerne. Det er kun få af de mange projekter, som er blevet realiseret.
Dialog om anvendelsen af Meebook
Skolerådet vil gerne inkluderes i drøftelserne om Meebook og ønsker generelt, at forældreperspektivet inddrages ved valg af it-løsninger, da it-løsningerne kan være afgørende for kommunikationen mellem skole og hjem. Flere platforme kan give forvirring og forværring af dialogen. Bemærk at nogle skoler allerede benytter eller er i gang med at implementere andre værktøjer. F.eks. anvendes EasyIQ på Hummeltofteskolen og er også ved at blive implementeret på Virum Skole.
Reducering/Omlægning af puljerne til langtidssygdom på skoleområdet
Refusion for langtidssygdomme, er en stor udfordring at administrere decentralt i stedet for individuelt. Det er svært at budgettere, og det kan give store udsving i enkelte regnskabsår, hvilket gør +/-5% rammen endnu sværere at overholde for de enkelte skoler/enheder.
Tilpasning af den centrale barselsudligning
Skolerådet stiller sig undrende overfor besparelsen på barselsområdet. Dette er en rammebesparelse, som vil ramme skolerne skævt alt efter hvordan personalegruppen er sammensat både kønsmæssigt og aldersmæssigt.
Ligestilling er en vigtig værdi i vores samfund og derfor mener skolerådet at besparelsen ikke skal gennemføres. Det bør aldrig komme de enkelte elever og skoler til last, at de har en lærer eller pædagog, der skal på barsel. Desuden vil denne besparelse også påvirke trivslen blandt medarbejdere på skolerne, hvilket kan have konsekvenser for fastholdelse og tiltrækning af dygtig arbejdskraft. Med den varslede nedskæring til en refusion på 80% i stedet for 100% af lønnen, vil det svare til at der mangler en lærer på skolen en dag om ugen, under hele barslen! Det bør ikke være sådan. I et samfund, hvor vi ønsker flere børn, bedre familieliv og større grad af ligestilling, virker forslaget direkte kontraproduktivt.
Bemærkninger fra Virum Skole
Virum Skoles bestyrelse tilføjer, at en besparelse på puljen for langtidssyge og barsel er svær at gennemføre, så længe de strikse regler om overførsel af maks. 2% fastholdes. Når man ikke må spare lidt op i ”gode år” med få syge/barslende, så bliver det svært at holde budgettet i et år, hvor der er flere.
Virum Skoles bestyrelse bemærker udover ovenstående, at der i budgettet skal afsættes midler til genopretning og udvikling af Virum Skoles udearealer i forbindelse med den nye daginstitution, der bygges mellem Parcelvej og Skolebakken. Vi mangler også at se, at der er afsat midler til en dræning af boldbanen – et problem, som vi har gjort opmærksom på mange gange. Boldbanen er det eneste stykke græs i nærheden til skolen mere end 1000 elever – og er store dele af året ubrugbart. Det holder ikke.
Vi kvitterer for, at der ikke gennemføres besparelser på fritidsområdet. Det er vi rigtig tilfredse med. Vi vil dog fastholde vores ønske fra tidligere år, at budgetmodellen for klubområdet tages op til vurdering, da det er svært at lægge et godt klubbudget og fastholde personale, når klubbens midler skifter fra måned til måned. Hvis ikke klubbens midler kan blive fordelt efter samme model som skolens (elevantal pr. 5. september hvert givet år), så vil vi i det mindste opfordre til, at midlerne fastsættes kvartalsvist.
2024-06-06: Høring - Forslag om ændring af skoledistrikter
Skolebestyrelsen på Virum Skole indgiver høringssvar til forslag om fremtidige skoledistrikter særligt relateret til Virum Skole.
Vi oplever, at størstedelen af skolerne i kommunen stadig udnyttes til fulde af deres kapacitet. På Virum Skole er det en udfordring at tilføre ekstra spor både ressourcemæssigt og fysisk. Denne problemstilling har i en årrække været gældende, og vil også være fremadrettet så længe skolen ikke udbygges.
Ændringen af skoledistrikter er ikke nyt, men vi ser med bekymring på den samlede kapacitet på skolerne og på antallet af klasser i kommunen, målt op mod det antal børn der forventes at søge skolerne i fremtiden.
Virum Skole har nået sit bristepunkt i forhold til antal af klasser på hver årgang og antal elever i klasserne. Skolebestyrelsen har flere gange påpeget, at skolen har nået et kapacitetsmaksimum, og at der på intet tidspunkt de seneste år, har været anledning til at tro, at elevtallet vil falde i Virum-Sorgenfri området.
Skolebestyrelsen ser derfor positivt på at Skoleudvalget anerkender at prognoserne i flere år ikke har været retvisende. Virum Skole er ikke bygget til at være en 4-5 sporet skole. Vi mangler lokaler og rum til f.eks. gruppearbejde eller til at kunne levere specialpædagogiske indsatser for de elever, der har brug for det. Alle rum er udnyttet 100% til klasseundervisning.
Dette er naturligvis ikke en holdbar løsning på lang sigt, og Virum Skole håber derfor også Skoleudvalget vil have dette in mente fremadrettet.
Det er vigtigt man kan skabe tryghed og trivsel hos eleverne også ift. det daglige arbejdsmiljø. Dette gælder også for personalet på skolen som også kun kan fastholdes hvis der er et fornuftigt arbejdsmiljø.
Bestyrelsen velkommer en åben dialog og deling af fremtidige elevprognoser. Stadig stigende tilflytning af børnefamilier kan drive de eksisterende klassekvotienter op og nødvendiggøre opsplitning af klasser som følge giver både 4 og 5 spor pr. årgang. Dette vil kun kunne imødekommes ved udbygning af skolen.
Skolebestyrelsen accepterer ændringen, men er bekymret i form af årlige ændringer af skoledistrikter i Virum-Sorgenfri. Dette er ikke en holdbar løsning på lang sigt, og Virum Skole beder derfor om, at der fremover arbejdes på en fremtidssikker og langtidsholdbar plan for skolekapaciteten i Virum-Sorgenfri.
Lars Møller Salling
Skolebestyrelsesformand på Virum Skole
Høringssvar vedrørende oprettelse af en velkomstklasse mere 23-06-2022
Høringssvar vedrørende klassedannelse 2023-2024 22-06-2022
Høringssvar - Fremskudt SFO start 01-04-2022 05-01-2022
Høring vedrørende forslag om tidlig opstart af daginstitution på Skolebakken 21-25
Brev vedr. udearealer vs ny institution af 10-05-2022